St. Gaasdal-grisen giver dig en god smag i munden

Hvis jeg skulle vælge et liv som gris, ville jeg absolut vælge det frie liv, hvor jeg kunne gå ude og ikke kun være i en stald.

Erling Bonde er fjerdegenerations landmand på St. Gaasdal (link til siden om gården), og han har en klar holdning til, hvilket liv hans grise skal leve, før de ender som pølser og stege. Det handler om ordentlighed, smag og fornuft.

- Vores grise har godt med plads, så de kan få masser af motion og noget beskæftigelse. Det giver mere struktur i kødet, og det bliver mere muskuløst og fast, forklarer Erling Bonde.

På St. Gaasdal har grisene altid mulighed for at gå udendørs.

Der er desuden et rotationssystem, så grisene også får lov at komme i skoven at bo i en periode. Her er grisehytter og bøgetræer og nedfaldne bog, som grisene roder efter i jorden, og de har snavs på trynen og krølle på halen.

Da Erling Bonde var dreng, var der også grise på gården.

- Far havde grisene indendørs, men som landmand synes jeg, det her er mere spændende, fordi vores produktion foregår på grisenes præmisser og ikke så meget på landmandens, siger han.

Ifølge Erling Bonde giver grisenes mulighed for at komme ud ikke blot et bedre griseliv, det giver også et griseliv med mindre medicin.

- Faktisk bruger vi næsten ikke noget antibiotika. Fordi grisene går ude og har masser af plads, er der ikke så meget smitte i omløb, og vores grise bliver næsten aldrig syge.

Hvis vi har en syg gris, kommer dyrlægen selvfølgelig forbi og behandler grisen, men vi bruger et absolut minimum af antibiotika, slår han fast.

St. Gaarsdal-grisen er således ikke en særlig race.
Det er mere betegnelsen for en gris, der er vokset op på gården, og som har et godt griseliv.

- Det er en fornøjelse at se dyr, der har det godt. Jeg kan ikke blive andet end glad og fascineret, når jeg ser grisene rode rundt i skovbunden, siger Erling Bonde.